Jeg har aldrig rigtig været som de andre. De andre, eller faktisk nogen som helst. Jeg har altid strittet imod bare for at være på tværs. Har skuffet mine forældres hjerter gang på gang. Er stædig som bare fanden, og finder mig ikke i det mindste. Jeg har lært at jeg skal finde noget mere tålmodighed frem. Det her nytter ikke noget. Jeg ville bestemme over mig selv. Jeg ville ha min egen lille lejloghed, med enten veninderne eller kæresten, inde i København. Midt i centrum. Men stadig hyggeligt og trygt. Ved siden af en grønsagshandler som råber Habibte af mig, hver gang jeg passere ham. Jeg ville sidde på gulvet i en alt for stor trøje og glatte ben og male. Nyde min frihed. Side på altanen, ryge vandpibe. Være fri og være min egen chef. Har ikke brug for melidenheden, har kun brug for mig selv. Jeg ville gå på café med alle mine veninder, gå lange ture, bade, få piercinger, blive høj og fuld, blive tattoveret, få langt hår. Der er så meget jeg gerne ville. Savner den Nina jeg var førhen, min egen. Gjorde hvad mit hjerte sagde. Nu er alt andreledens. Men jeg ved ikke på hvilke punkter. Men jeg ved at alt er anderledens. Og at jeg savner det gamle..