Fortryder inderligt at jeg ikke tog på efterskole. Og alligevel er det den bedste beslutning i mit liv, at blive hjemme. Er evig taknemlig for at min familie accepterede min muslimske kæreste. Er lykkelig over jeg har mine trofaste piger og drenge. Er dødsens ærgerlig over alle de kontakter jeg har mistet siden vi forlod nyrupskolen. Har lyst til at lægge herhjemme og se film, høre musik og slappe af, for at få renset tankerne. Droppe aftaler med vennerne. Men kommer bare til at tænke på en masse ting. Hvad brokker jeg mig for? Har det jo vidunderligt, forhold til så mange andre. Men alligevel er jeg ynkelig, så skrøbelig og nervøs. 

TÆNKE. TÆNKE. TÆNKE