Tit går vi alle rundt med en maske på, for at folk ikke skal tro vi er kede af det. Vi lukker os selv inde i en sort boks og ser os ondt på alt og alle. Vi camuflere os selv fra omverden og musik er vores eneste ven. Sådanne dage er normale, men vi ville ønske de ikke eksisterede. Alligevel er det dejligt, at når man så kommer ud derfra igen, at vi så kan se hvor skavagtige vi var og hvor heldige vi i virkeligheden er, for at være til.
-Ville lige prøve at være lidt poetisk hahah, men budskabet er jo vigtigst, og nej, jeg bliver aldrig digter
NINA.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar